De 12 trin forklaret

De tolv trin er den arbejdsgang, Anonyme Alkoholikere bygger på. Ordlyden er foreningens egen tekst, og den er beskyttet af ophavsret, så den står ikke her. Til gengæld kan det godt forklares, hvad trinnene går ud på, og hvad det indebærer at arbejde med dem.

Trinnene tages i rækkefølge, og de tages som regel sammen med en, der har taget dem før. Det er ikke noget, man læser sig til på en aften.

Fem ting, trinnene gør

Trinnene kan samles i fem bevægelser. De overlapper, og de gentages.

1. At se forbruget i øjnene

Det første trin handler om at erkende, at alkoholen har taget styringen, og at forsøgene på at styre den selv ikke har virket. Det lyder enkelt og er det sjældent. Mange bruger lang tid her.

2. At lukke noget andet ind

De næste trin handler om at holde op med at stole udelukkende på egen viljestyrke og i stedet støtte sig til noget uden for en selv. Teksten bruger udtrykket en magt større end en selv, og hvad det er, bestemmer den enkelte fuldstændig selv. For nogle er det religiøst, for andre er det gruppen, fællesskabet eller simpelthen den erfaring, andre har gjort sig. Foreningen har ingen trosretning og stiller ingen krav på det punkt.

3. At gøre status

Her skrives der. Man går sit eget liv igennem — hvad man har gjort, hvem man er vred på, hvad man er bange for, og hvor man selv har haft del i det — og man gennemgår det bagefter med et andet menneske. Det er den del, de fleste synes er hårdest, og den, mange bagefter peger på som den, der flyttede noget.

4. At rette op

Derefter laves en liste over dem, der har taget skade, og der bliver ryddet op, hvor det kan lade sig gøre. En vigtig undtagelse hører med: der rettes ikke op på en måde, der påfører andre ny skade. Nogle samtaler skal ikke tages, og nogle oplysninger skal ikke leveres tilbage.

5. At blive ved

De sidste trin gør de foregående til en vane: at gøre status løbende, at rette til med det samme, når noget går skævt, og at give erfaringen videre til andre, der kommer nye til. Det sidste er ikke pynt. Det er en stor del af grunden til, at grupperne overhovedet findes.

Hvad kræver det?

Tid, først og fremmest. Der er ingen fast længde, og hvor lang tid et trin tager, er forskelligt fra menneske til menneske.

Ærlighed over for mindst én anden person. Trinnene kan ikke tages alene i hovedet; flere af dem forudsætter, at noget bliver sagt højt til nogen.

En sponsor, som regel. En sponsor er et andet medlem, der selv har arbejdet med trinnene, og som følger en igennem dem. Det er ikke en behandler og ikke en rådgiver, og der betales ikke for det. Man finder selv en ved at spørge en, man har hørt tale på et møde.

Og at man selv vil. Det eneste, foreningen beder om for at man kan være med, er et ønske om at holde op med at drikke. Er ønsket ikke der endnu, bliver trinnene til en pligt, og så holder de sjældent.

Hvem passer de til?

Trinnene passer til den, der har det bedst med en fast ramme, og som kan bruge et fællesskab af mennesker, der har prøvet det samme. Mange har gavn af, at metoden er den samme uanset hvilken by man er i, og af at der ikke er ventetid.

De passer mindre godt til den, der ikke kan se sig selv i det åndelige sprog, selv i den brede udgave, og til den, der har brug for behandling af noget andet ved siden af — svær angst, depression eller abstinenser, der skal følges lægeligt. Her er selvhjælpsgruppen et supplement og ikke et alternativ.

Der er ingen løfter knyttet til trinnene, og ingen kan sige på forhånd, om de virker for netop dig. Det er tilladt at gå til møder i et stykke tid uden at begynde på trinnene, og det er tilladt at holde op igen.

Hvor kan man læse mere?

Trinnene står med foreningens egen ordlyd i Store Bog, og de bliver læst op på mange møder. Sådan finder du et AA-møde forklarer, hvordan man kommer af sted første gang.